Det Blå Danmark i centrum på Folkemødet
Den kridhvide gamle Postbåden Peter danner endnu engang ramme om Det Blå Danmarks aktiviteter på Folkemødet i Allinge. Med sin faste plads midt i havnebassinet er Postbåden med til at sikre branchen en central rolle på Folkemødet.
De tre organisationer bag Postbåden Peter - Danske Havne, Danske Maritime og Danske Rederier - lagde ud med lægge fra kaj, og sejle en kort tur langs kysten, mens der blev budt velkommen til Folkemødet.
Et halvt hundrede gæster blev budt på en let frokost, inden Postbåden returnerede til havnen for at tage hul på det officielle program.
Udenrigsminister Anders Samuelsen var første gæst ombord til en snak om, hvordan han bruger ”den maritime værktøjskasse” i sin rolle som udenrigsminister.
I en samtale med administrerende direktør i Danske Rederier, Anne H. Steffensen, fortalte Samuelsen ikke kun om hans private forhold til søen – han her ejet to både – men gav også deltagerne i det velbesøgte arrangement et indblik i, hvordan hverdagen for en udenrigsminister ser ud.
”De personlige relationer spiller en meget central rolle, når man skal nå frem til resultater i den diplomatiske verden”, sagde Anders Samuelsen.
Dagens andet arrangement var en dyst på at Sænke Slagskibe mellem den konservative formand, justitsminister Søren Pape og de radikales leder Morten Østergaard. Førstnævnte indkasserede sejren og to kasser lakridspiber. Østergaard måtte nøjes med en enkelt kasse.
De kommende dage byder på en lang række arrangementer om bord på Postbåden, ikke mindst et royalt besøg fredag, hvor H.K.H. Prins Joachim deltager i en samtale om Blå vækst og verdensmålene.
Fredag sluttes af med sømandsviser med tidligere venstreminister Søren Pind og socialdemokraten Mogens Jensen.
Folkemøde arrangementerne om bord på Postbåden Peter fortsætter frem til og med søndag.
Redaktionen