Det værste tørlastmarked i 30 år
J. Lauritzen fik i årets første kvartal et driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) på -9,5 millioner dollar, hvilket er 19,1 millioner dollar mindre end i samme periode sidste år. Driftsresultatet var lavere end forventet på grund af det meget svage tørlastmarked. Resultatet efter skat beløb sig til -27 millioner dollar mod 1,9 millioner dollar i første kvartal 2014.
”Tørlastmarkedet var i første kvartal det svageste i de seneste 30 år og væsentligt lavere end forventet ved årets start. Mindre vækst end ventet i efterspørgslen forstærkede den allerede eksisterende overkapacitet af tonnage. Som følge heraf er vore forventninger til indtjeningen i 2015 nedjusteret, og vi forventer betydelig usikkerhed i relation til tørlastmarkedet i hvert fald i den resterende del af året. Resultatet i gastanksegmentet var som forudsagt”, siger adm. direktør Jan Kastrup-Nielsen.
Driftsresultatet før afskrivninger ventes for hele 2015 at udgøre mellem -50 og 0 millioner dollar, en nedgang i forhold til det tidligere oplyste -20 – 30 millioner dollar, mens resultatet efter skat ventes at blive i intervallet -100 - -50 millioner dollar, også en nedgang i forhold til det tidligere oplyste -70 - -20 millioner dollar.
I Lauritzen Bulkers var det gennemsnitlige antal beskæftigede skibe 100 mod 112 i de første tre måneder af 2014 og gennemsnitligt 107 i hele 2014. Hos Lauritzen Kosan var det gennemsnitlige antal beskæftigede skibe 36 mod 41 i de første tre måneder af 2014 og gennemsnitligt 39 i hele 2014.
Ved udgangen af første kvartal havde rederiet 10 nybygninger til levering i 2016-2018. Finansieringen af nybygningsprogrammet har været på plads siden november 2014. Udestående leveringer af skibe på længerevarende time-charter udgjorde ved udgangen af første kvartal 12 enheder, heraf 10 med købsoption, til levering i 2015-2017.
Kilde: J. Lauritzen