DI: Pause af havneudvidelse skader dansk konkurrenceevne
Beslutningen om at sætte havneudvidelsen i Aarhus på pause møder hård kritik fra Dansk Industri. Det vil få store konsekvenser for danske virksomheders konkurrenceevne.
“Jeg er enormt ærgerlig over, at forligskredsen bag havneudvidelsen løber fra en allerede indgået aftale. Danmark er et handelsland, og vi har brug for en havneudvidelse, der sikrer dansk erhvervslivs forbindelse til hele verden via Aarhus Havn,” siger Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport.
Han peger på, at søfragt er den mest klimavenlige og omkostningseffektive transportform af varer.
“Derfor er det et nederlag for dansk erhvervsliv, og det vil få negative konsekvenser for vores konkurrenceevne, som vi skal leve af i fremtiden,” siger han.
Karsten Lauritzen er dog enig med aftalepartierne i Aarhus Byråd, når de opfordrer staten til at engagere sig i udvidelsen af Aarhus Havn, hvis den nogensinde skal effektueres.
“Staten bør engagere sig i udvidelsen af havne med national interesse. Jeg vil opfordre regeringen til at gøre hvad den kan, for at sikre udvidelsen her, så vi kan fremtidssikre Danmarks handels-, forsynings- og sikkerhedsmæssige hensyn,” siger Karsten Lauritzen.
Det er Socialdemokratiet, SF, Konservative og Venstre i Aarhus Kommune, der netop har besluttet at sætte planerne om udvidelsen af Aarhus Havn på pause.
Udvidelsen har været stærkt kritiseret fra borger- og miljøgrupper, og i slutningen af maj vendte Planklagenævnet tommelfingeren nedad for lokalplanen for havneudvidelsen.
-emte