Dobbelt navngivning af nye Norden skibe
Norden kunne tirsdag fejre dobbelt navngivning på det sydkoreanske værft Hyundai Mipo for sine to seneste nyerhvervelser, de isforstærkede Handysize skibe Nord Antwerp og Nord Dubai, begge på 33.000 DWT.
Allerede på dåbsdagen tog rederiet levering af Nord Antwerp, mens Nord Dubai leveres den 3. november. Den 4. januar 2012 døbes og leveres det tredje skib i samme serie.
De tre tørlastskibe har alle forstærkede skrog i isklasse 1C, som er den laveste isklasse. Men det er nok til, at de 3 nye Handysize skibe kan klare sig, hvor andre skibe må give op over for ismasserne. Og det vil rederiet udnytte ved at lade dem sejle primært i Atlanterhavet, hvor isproblemerne ikke mindst i de senere år har øget efterspørgslen efter isforstærket tonnage.
De 3 skibe har også en forbedret driftsøkonomi i forhold til de næsten identiske søsterskibe fra samme værftsgruppe, oplyser Director Søren Westergaard fra NORDENs nybygningsafdeling.
Kilde: Norden