DONG indgår stor LNG aftale
DONG Energy og spanske Iberdrola har indgået aftale om de kommercielle betingelser for, at Iberdrola fra slutningen af 2011 skal levere LNG svarende til ca. en milliard m3 naturgas årligt til DONG Energy
Aftalen løber fra slutningen af 2011 og 10 år frem med mulighed for en femårig forlængelse. Endelig kontrakt og underskrivelse heraf forventes medio 2010.
LNG'en leveres til Gate terminal i Rotterdam havn. DONG Energy er medejer af terminalen og råder samtidig over en del af importkapaciteten. Fra terminalen er der via det hollandske transmissionssystem adgang til det nordvesteuropæiske gasmarked.
"Vi er meget tilfredse med at få Iberdrola som samarbejdspartner inden for LNG. Første byggesten lagde vi i 2007, da vi sammen med andre europæiske energiselskaber investerede i Gate terminal. Med vores indtrædelse på markedet for LNG har vi fået langt flere muligheder for sourcing af gas, end det europæiske net af rørledninger giver os", siger Kurt Bligaard Pedersen, koncerndirektør i DONG Energy.
"Aftalen med DONG Energy er af flere årsager en milepæl for den europæiske energisektor, i særdeleshed LNG, og understreger vigtigheden af langsigtede kontrakter for at kunne opnå forsyningssikkerhed," siger Angel Chiarri, Energy Management Director i Iberdrola.
DONG Energy ønsker at bidrage til forsyningssikkerheden på de markeder, hvor selskabet er til stede. Det skal ske ved at sikre leverancer fra forskellige forsyningskilder. Aftalen med Iberdrola er et vigtigt skridt på denne vej, hvor DONG Energy's egen gasproduktion samt gasleverancer fra europæiske samarbejdspartnere og kommende import af naturgas fra russiske Gazprom er de øvrige afgørende elementer.
Det statsejede hollandske transmissionsselskab Gasunie og verdens største uafhængige terminaloperatør Vopak ejer hver 40% af terminalen. RWE-Essent, OMV-Econgas, E.ON Ruhrgas og DONG Energy ejer hver fem procent. Udover ejerskab, råder de fire sidstnævnte selskaber over terminalens 12 mia. m3 importkapacitet pr. år.
Kilde: DOMG Energy