Cadeler indgår stor kontrakt i Polen
Cadeler har indgået en aftale med Ocean Winds om installation af vindmøller på havvindmølleparken BC-Wind i Østersøen ud for Polen. Kontrakten, der nu skal færdigforhandles i detaljer, ventes at have en værdi på mellem 360 og 420 millioner kroner.
"Polen er blevet en betydelig spiller på havvindmarkedet, og vi ser frem til igen at arbejde i Østersøen for at bidrage til udviklingen af offshore vindenergi i regionen", siger Mikkel Gleerup, administrerende direktør for Cadeler.
Kontrakten er den femte Cadeler har indgået på det polske marked siden 2023..
BC-Wind er en havvindmøllepark med en kapacitet på op til 500 MW. Det ligger cirka 23 km fra den polske kyst. Det er Ocean Winds' første projekt i Polen.
Cadeler og Ocean Winds har tidligere arbejdet sammen, senest på Moray West havvindmølleparken ud for Skotlands kyst, men dette projekt markerer første gang, at de to virksomheder har indgået et direkte kontraktforhold.
Cadeler vil indsætte et af sine O-klasse installationsskibe, og projektet er planlagt til at være afsluttet i 2028.
-mauh