Eksplosionstruet skib under kontrol
KORT NYT: Indsatsen for at redde et tysk multipurpose skib, hvor der udbrød brand mandag ud for Helgoland, ser nu ud til at lykkes. Slæbebåde med brandslukningsudstyr har fået ilden så meget under kontrol, at det har været muligt at få brandmænd om bord og installere brandslanger.
”Fire medlemmer af en brandslukningsenhed er ombord på fartøjet og har etableret brandslanger tæt på det brændende lastrum”, siger talsmand for havarikommandoen, Michael Friedrich,til NDR.de.
Planen er nu, at oversvømme dele af lasten på det 34.500 DWT store Purple Beach, der indeholder 5.000 tons gødningsstof, ammoniumnitrat, med vand, så der ikke længere udvikles giftige dampe på grund af varmeudvikling.
Besætningen og de første brandbekæmpelsesfolk blev evakureret og fløjet til hospital, da de blev udsat for giftige dampe i begyndelsen af brandslukningsarbejdet. Ingen har dog været i livsfare.
Kilde: TradeWinds