Emma Mærsk ikke i fare for at synke
Maersk Line bekræfter nu officielt, at der fredag trængte vand ind i maskinrummet på Emma Mærsk, mens skibet befandt sig ved indsejlingen til Suezkanalan i nærheden af Port Said
Senior Director i Maersk Technology Palle B. Laursen siger til TV2 News, at en af Emma Mærsks sidepropeller er skadet, men at containerskibet på intet tidspunkt har været I fare for at synke.
"Det er ikke vores opfattelse med de informationer, vi har nu, at skibet har været i fare for at synke," siger Palle B. Laursen til TV2 News.
Ifølge Palle B. Laursen kan vandet være trængt ind via en af de bagerste sidepropeller, der er blevet beskadiget. Rederiet vil nu undersøge årsagen til, at sidepropellen er blevet beskadiget.
Emma Maersk ligger lørdag middag i Suez Canal Container Terminal i Port Said, hvor det er ved at blive tømt for containere. Containerne vil senere blive bragt videre til deres bestemmelsessted med andre skibe.
Kilde: TV2 News