Energiminister beklager få bud på Anholt
Klima- og Energiminister Lykke Friis havde gerne set, at flere olieselskaber havde budt ind på at opførte den nye vindmøllepark mellem Djursland og Anholt. Også partiernes energiordførere undrer sig over, at det kun var Dong der bød.
Lykke Friis siger til ing.dk, at hun gerne havde set, at der var kommet flere tilbud ind, men at hun godt kan leve med det.
"For mig er det vigtigste, at der er kommet et tilbud, og at projektet kan realiseres. Det er ekstremt vigtigt i vores omstilling fra fossile brændsler til vedvarende energi", siger ministeren til magasinet.
De radikales Margrethe Vestager er mere skarp i mælet.
"Det virker meget underligt, at det kun er Dong, der har budt. Jeg havde klart det indtryk, at markedet havde vokset sig stort og solidt de sidste 10 år, så hvordan kan Anholt-parken være så uattraktiv, når andre parker tiltrækker masser af interesserede virksomheder? Ikke for at sige noget dårlig om Dong, men det er underligt, og det siger måske noget om den måde, udbuddet er skruet samme på", siger Vestager.
Ifølge Vindmølleindustrien er et af problemerne, at Danmark ikke længere er attraktive nok i den europæiske konkurrence, og Lykke Friis lytter til kritikken.
"Vi skal også lære af det her forløb, og jeg er indstillet på, at vi kigger på hele processen, når den her runde er færdig. Vi står jo over for at skulle bygge flere havvindparker fremover, og der er jo klart noget, der tyder på, at vi skal gøre os mere attraktive for de internationale producenter. Men hvad det konkret betyder, må det nærmere arbejde vise. Det er for tidligt at sige noget om nu", siger Lykke Friis til ing.dk . Ministeren afviser at ændre på udbudsbetingelserne for Anholt-projektet, selv om især den stramme tidsplan, hvor den første strøm skal kobles til nettet 31. december 2012, har fået kritik fra Vattenfall og tidligere også Dong, der dog valgte at afgive tilbud alligevel.
"Det kan vi ganske enkelt ikke rent juridisk. Det nuværende udbud skal køre til ende, sådan er reglerne, og hvad vi så gør derefter, det må vi se til, når Energistyrelsen har behandlet sagen. Det har jeg ingen holdning til på nuværende tidspunkt",
siger Lykke Friis.
Kilde: ing.dk