Enorm svensk havmøllepark på vej
En ny havmøllepark, over seks gange større end Anholt, er blevet miljøgodkendt i Sverige. Projektet koster op mod 45 milliarder kroner og kan allerede gå i gang om to år. Havmølleparken skal bestå af hele 700 offshorevindmøller, en kapacitet, der er over seks gange Anholt-parkens.
”Vi håber, at regeringen ser de mange fordele ved en etablering af Blekinge Offshore og giver tilladelse, ligesom Mark- og miljødomstolen”, siger direktør i Eolus Vind AB, Per Witalisson i en pressemeddelelse.
Danmarks største havmøllepark, Anholt, ligner et dværgprojekt i forhold til en svensk havmøllepark. Ifølge en pressemeddelelse fra Blekinge Offshore har Mark- och miljödomstolen i Växjö godkendt planerne om at opføre en havmøllepark med en kapacitet på 2.500 MW ud for Karlshamm i Blekinge. Anholt-parken har, fuldt udbygget i 2013, en kapacitet på 400 MW.
Selskabet bag parken hedder Blekinge Offshore og ejes af Eolus Vind AB, Vingkraft AB og VindIn AB.
Selskabet har søgt tilladelse to størrelser parker. Den ene park omfatter 350 møller og den anden 700 møller. Budgettet for de to parker er henholdsvis 23 og 45 milliarder kroner.
Godkendes projektet, håber Blekinge Offshore at starte opførelsen omkring årsskiftet 2014/2015.
Kilde: Ing:dk