EU-millioner til Gedser-Rostock forbindelsen
Scandlines har hen over sommeren måttet omdirigere biler og passagerer fra Gedser-Rostock til Rødby-Puttgarten på grund af manglende kapacitet på færgerne og utidssvarende færgeanlæg i Gedser og Rostock
Men nu er der lys forude for trafikken til den tyske hovedstad og det øvrige Østeuropa. Et projekt inden for rammerne af "Motorveje til søs"skal forbedre havnene i Rostock og Gedser og tilkørslen til Gedser i form af en helt ny omfartsvej udenom Nykøbing Falster.
Projektet vil modtage næsten 25 mio. EUR eller ca. 187 millioner kr. i EU-støtte under EU-programmet TEN-T (Transeuropæiske transportnet).
Projektet indgår som en del af en bredere indsats for at forbedre aksen mellem København og Berlin ved at ajourføre forskellige typer af transportinfrastrukturer. Det vil bidrage positivt til prioritetsprojekt 21 (motorveje til søs) og fungere som en forlængelse mod nord af prioritetsprojekt 1 (jernbaneaksen Berlin-Verona/Milano-Bologna-Napoli-Messina-Palermo).
Forbedringer af havnene i Rostock og Gedser vil indebære nye infrastrukturer, der skal huse de nye superfærger 'Berlin' og 'Copenhagen' , der vil blive sat i drift i løbet den første halvdel af 2012.
Disse nye skibe vil forbedre pålideligheden, give bedre miljø og øge kapaciteten samt nedbringe omkostningerne. Dette vil skaffe transportørerne mere levedygtige færgeforbindelser og fremme intermodaliteten lastbil/skib/tog. Det vil også gøre det nemmere og behageligere for danskerne og skandinaverne i det hele taget at kommet til Østeuropa, til Berlin og videre ned i Europa.
Projektet inkluderer anlæg af en omfartsvej på E55-motorvejen, der i øjeblikket går gennem Nykøbing Falster og som udgør en stor flaskehals. Opførelsen af omfartsvejen vil sikre, at trafikken glider lettere, og samtidig forbedre sikkerheden og nedbringe miljøpåvirkningen fra vejsektoren i området. Den vil stå færdig i 2014.
De samlede anlægsinvesteringer løber op i 918 millioner kr. hvoraf den danske stat og EU giver hver omkring 180 millioner kr. og resten betales af Scandlines og havnene.
Kilde: EU