Forladt bulker taget på slæb.
En Bibby Line-ejet supramax er endelig taget på slæb, efter at skibets besætning blev evakueret mandag i sidste uge på grund af varmeudvikling og giftige dampe. Skibet med fire slæbebåde er nu på vej til et sted ud for Gran Canaria.
Bjærgningsmandskab fra det Florida-baserede Resolve Marine formåede mandag at få slæbetove fastgjort til der 56.000 DWT Cheshire. Skibet var på vej fra Norge til Thailand med en last kunstgødning i sidste uge, da besætningen rapporterede forhøjede temperaturer i to lastrum. Det var planlagt at bunkre i Las Palmas, hvor repræsentanter for lastfabrikanten var til stede for at undersøge lasten.
Før anløbet var det dog nødvendigt at evakuere besætningen med helikoptere på grund af udviklingen af potentielt livstruende dampe. Der udbrød senere brand på skibet efter kemiske reaktioner, der førte til en større og flere mindre eksplosioner i lasten.
En standby slæbebåd fra Spaniens kystvagt har ligget ved skibet, der har drevet for vind og vejr, siden det blev forladt. Mandskabet er siden blevet fløjet hjem.
Resolve Marine har haft fartøjer ved skibet siden den 16.august, hvor man har været i gang med at nedkøle skroget. Vejrforholdene samt dampe og varme fra branden i lastrummet, har dog forhindret folk i at komme om bord. Situationen har nu stabiliseret sig, så slæbetove kunne fastgøres.
Kilde: TradeWinds