Fortsat ingen løsning på isbrydning
De danske havne har meldt ind til Forsvarsministeriet, at de er klar til at bryde isen i og ud af havnen, når og hvis de fryser til i den kommende vinter. Men Forsvarsministeriet er endnu ikke kommet med et bud på, hvordan isen udenfor havnene skal brydes.
Det gammeldags opkrævningssystem med isafgifter fra skibe og havn blev suspenderet sidste år. Og på trods af udbredt isdannelse kom skibsfarten flot igennem vinteren med hjælp fra forsvarets indchartrede tonnage, samt ikke mindst de store skibe i danske farvande og havnenes små isbrydere.
Men der mangler en overordnet plan og beredskab. Og den skal på plads nu, kræver brancheforeningen Danske Havne.
Når først der er brug for assistance, vil alle normalt have brug for det på samme tid. Det skal havne og rederier have en mulighed for at planlægge og disponere, så adgangsforholdene kan sikres. Et absolut minimum er, at rammerne, det kan gøres indenfor, er kendte, mener Danske Havne.
Sammenslutningen skriver i sit seneste nyhedsbrev, at det for de mindre havne i gennemsejlingsfarvande nu er på høje tid, at finde en løsning, så man kan investere i nødvendigt materiel og indgå samarbejder.
Danske Havne opfordrer den nyudnævnte forsvarsminister til hurtigst muligt at tage hånd om sagen.
Kilde: Danske Havne