Fragtskib sunket efter kollision
23 besætningsmedlemmer på det maltesisk indregistrerede fragtskib Oceania måtte gå i bådene, efter at deres skib fredag - af endnu ukendte årsager - kolliderede med den panamansk indregistreret bulker Xin Tai Hai, 8 sømil ud for den lille malaysiske ø Pulau Pisang.
Alle besætningsmedlemmer var uskadte, og blev kort efter samlet op af et andet skib, MV Ikaruga, der tog dem med til Singapore. Oceania, der ses synkende på det lille billede, forsvandt i bølgerne to timer efter kollisionen.
Den anden part i kollisionen,
Xin Tai Hai, er nu ankret op tæt på det sted hvor kollisionen fandt sted, Som det ses på billedet, har det dybe flænger i skibssiden der dog alle befinder sig over vandlinjen.
Malaysian Maritime Enforcement Agency har indtil videre stationeret to afviserskibe på den position hvor Oceania sank.
Der er ikke meldt om olieudslip i forbindelse med kollisionen.
Kilde: Malaysia Star