Franske lystsejlere frygtes kidnappet
En fransk katamaran, der torsdag udsendte nødsignaler i Aden Bugten, blev fundet tom da vestlige flådestyrker nåede frem til positionen. Det er usikkert hvor mange der befandt sig om bord på sejlskibet, men det formodes at besætningen er blevet taget som gidsler.
Katamaranen var på vej fra Yemen til Oman, da den torsdag udsendte nødsignaler. Den tyske fregat Bayern sejlede til undsætning, men da krigsskibet nåede frem var katamaranen tom. Katamaranen bliver nu slæbt ind til havn hvor den vil blive undersøgt for spor der kan kaste lys over, hvad der er sket om bord.
Myndighederne i Yemen oplyser, at katamaranen ankom til Yemen den 19. august, og forlod landet igen den 4. september. Men det er usikkert hvor mange mennesker der befandt sig om bord.
Katamaranen er ejet af et fransk ægtepar fra Var Region, der er på jordomsejling. Men muligvis befandt der sig endnu to franske statsborgere om bord, da skibet udsendte nødsignaler.
Det er kun få dage siden, at somaliske pirater løslod en dansk sejlerfamilie og deres to gaster, efter at de havde været gidsler i mere end et halvt år. Løsesummen for de syv danskere angives at have været på 3 millioner dollar, men eksperter tvivler på, at beløbet er korrekt.
Kilde: CNN