Frederikshavn: Advokatrapport frikender alle for ansvar
En advokatrapport frikender såvel Frederikshavns tidligere borgmester, politikere og embedsfolk for ansvar i sagen om det økonomiske kaos på Frederikshavn Havn.
Foto: Frederikshavn Havn
Der er ikke noget at komme efter. Hverken Frederikshavns daværende borgmester Birgit S. Hansen, byrådets to medlemmer af havnens bestyrelse eller forvaltningen får kritik i den advokatrapport, som advokatfirmaet Bech-Bruun præsentere torsdag eftermiddag.
Venstres gruppeformand i kommunalbestyrelsen, Jan Bjeldbak, er skuffet over konklusionerne i advokatundersøgelsen.
“Jeg er bange for, at vi har fået det, vi frygtede. Nemlig en undersøgelse fra det samme firma, der tidligere undersøgte den forhenværende havnedirektør,” siger Jan Bjeldbak og tilføjer over for TV 2 Nord, at advokatundersøgelsen set med hans øjne ikke er den objektive sandhed.
Frederikshavns mangeårige - men nu afgåede - borgmester, Birgit S. Hansen (S), skriver i en kommentar til regionalstationen, at hun er glad for, at undersøgelsen er klar i den dens konklusioner:
“Nu ligger den og som skrevet er dens konklusion klar. Det er jeg glad for,”.
SF´s Christina Lykke Eriksen peger på, at der undervejs er blevet truffen en række dårlige beslutninger af såvel havnens ledelse, bestyrelse og byråd.
At ingen alligevel bliver draget til ansvar kalder hun “frustrerende”.
“Det har åbenbart noget med tid og noget med, at noget kan forælde og så videre. Men selvfølgelig så kan man synes, det er jo også er dybt frustrerende på en eller anden måde. Og så på den anden side, så er det jo også sådan, det er,” siger hun til TV 2 Nord.
Havneskandalen i Frederikshavn tog sin begyndelse helt tilbage i 2013, da byrådet vedtog den første af to store udvidelser af havnen. Det skete uden at have aftale med en eneste ny kunde og selv om konsulentfirmaet Ernest Young pegede på, at udvidelsen ville være forbundet med stor risiko.
Og sådan gik det. En række andre beslutninger førte siden til, at havnen kom ud af 2023 med et underskud på 340 mio. kr. og en gæld på mere end 1,7 mia. kr.
Det betød, at havnen ikke kunne betale sine regninger og driften blev derfor overtaget af Frederikshavns Kommune i maj 2024.
-emte