Fremgang for Welltec i første kvartal
Welltec, der leverer robotteknologi til olie- og gasindustrien, havde i årets første kvartal en vækst i omsætningen på seks procent til 80 millioner dollar sammenlignet med sidste år. Driftsresultatet steg fra 14 millioner dollar i første kvartal 2013 til 17 millioner dollar i år. Welltec forventer fortsat en omsætning på 340 millioner dollar i hele 2014, hvilket vil være seks procent mere end i 2013.
”Som forventet opnåede vi i første kvartal fremskridt på nogle af årets centrale initiativer. Vi har fortsat fokus på at fremme arbejdet med at optimere brønde og produktion med vores teknologi, så vores kunder kan være de bedste på deres område”, siger Jørgen Hallundbæk, adm. direktør for Welltec, og fortsætter:
”Vi har i særdeleshed set et fortsat optag af vores Miling og Mechanical Solutions verden over i en række udfordrende miljøer. Disse services flytter fortsat grænserne for, hvordan produktionen hurtigt kan genoprettes på en mere sikker og bæredygtig måde”.
Omsætningsvæksten i første kvartal skyldes flere komplekse opgaver, som modvirkede effekten af ugunstige driftsforhold på Welltecs største marked, Skandinavien. I Europa, Mellemøsten, Afrika og Rusland steg omsætningen ni procent, mens omsætningen i Nord- og Sydamerika var uændret. Omsætningen i Asia Pacific steg seks procent.
Kilde: Welltec