“Gå tilbage til jeres kahytter”
En italiensk avis har offentliggjort en video optaget af en passager, kort efter at Costa Concordia havde ramte et klippeskær der flænsede et stort hul i bunden af krydstogtskibet. På videoen opfordres passagerne til at gå tilbage til deres kahytter.
"Situationen er under kontrol. Gå tilbage til jeres kahytter. Vi beder jer alle om at vende tilbage til jeres kahytter Når det elektriske problem er løst, vil alt være normalt igen kort efter. Alt er under kontrol. Vi er i gang med at løse problemet", siger det kvindelige besætningsmedlem til passagerne der står på dækket iført redningsveste.
Optagelsen understreger med al tydelighed, hvor stor forvirringen var om bordpå Costa Concordia, og hvordan misinformerede besætningsmedlemmer kan have været med til at sende passagerer tilbage til den visse død i deres kahytter.
Først 30 minutter efter optagelsen på dækket, gav kaptajn Schettino ordre til at evakuere skibet. Men på det tidspunkt krængede krydstogtskibet allerede så meget, at en stor del af redningsbådene var uanvendelige. Mange passagerer og besætningsmedlemmer var nødt til at gå på skibssiden for at nå hen til redningsbåde og flåder.
Ulykken har med sikkerhed kostet 11 livet, mens 21 passagerer og besætningsmedlemmer fortsat savnes.
Kilde: The Sun
Se animeret kort over alle skibets bevægelser HER