Gasrørledning kun 10 km fra Bornholm
En ny tysk-russisk gasrørledning, der er stor nok til at dække 10 procent af hele det europæiske gasforbrug, kommer efter planen til at løbe kun ti kilometer fra den Bornholmske østkyst. Linjeføringen er lige nu sendt til godkendelse i de berørte lande, herunder Danmark.
"Det er først gang, at man i stor skala åbner op for en direkte levering til EU fra Gazproms store russiske gasfelter i Barentshavet. Et af vores primære argumenter er også netop, at den nye rørledning vil øge europæernes forsyningssikkerhed, da man med den nye rørledning ikke længere kun er afhængig af de sydlige rørledninger", siger direktør i distributionsselskabet Nord Stream, Dirk von Ameln, til business.dk.
Alt har dog ikke kørt på skinner for Nord Stream. Oprindeligt skulle projektet være godkendt for længst, og den første af to ledninger være klar til indvielse næste år. Omfattende protester fra Sverige har dog forsinket og fordyret projektet, og desuden er projektet påvirket af den svage verdensøkonomi.
Projektet er budgetteret til 7,4 mia. euro (55,5 mia. kroner, red). Det er flere milliarder kroner dyrere end oprindeligt planlagt, og man forventer tidligst at kunne indvie rørledningen i 2011.
"Det er klart, at det er en finansiering, det tager tid at få på plads, Vi skal nok også fordele finansieringen på flere partnere, end vi oprindeligt havde planlagt", siger Dirk von Ameln.
Han oplyser, at de fire firmaer, der står bag Nord Stream, er russiske Gaz Prom, tyske Ruhrgas, tyske BASF og hollandske Gasinie. De fire selskaber finansierer selv 30 procent af rørledningen. Resten skal findes hos eksterne investorer.
Kilde: business.dk