Global teknologikonference til Danmark
Mere end 1.000 deltagere vil strømme til Danmark når den verdensførende maritime teknologikonference WMTC, World Maritime Technology Conference, kommer til København den 27 – 29 april 2021.
”Afholdelse af en stor international konference af denne kaliber indenfor maritim teknologi er ideel til at styrke Det Blå Danmarks profil yderligere, og hjælper til at cementere vores position som internationalt maritimt kraftcenter”, siger Henrik O. Madsen, tidligere topchef for DNV-GL, der vil stå i spidsen for arrangementet.
”Vi står over for enorme udfordringer på vores klode, og jeg forventer helt klart, at et af de drivende temaer på konferencen vil være bæredygtighed, for vi har nogle ambitiøse mål i vores industri, som vi skal indfri!”, siger Henrik O. Madsen.
Messen arrangeres af MDC (Maritime Development Center) i samarbejde med af Skibsteknisk Selskab og den professionelle konference arrangør MCI.
Den internationale organisation bagved World Maritime Technology Conference, er World Maritime Technology Congress, som består af 21 søsterforeninger til Skibsteknisk Selskab fra i alt 17 lande.
Konferencen blev afholdt første gang i 2003 og afholdes hvert tredje år, senest i 2015 i Rhode Island, USA, og den afholdes næste gang i december 2018 i Shanghai, inden det bliver Danmarks tur i 2021.
Tivoli Congress Center i København leverer de fantastiske rammer for de mange danske og internationale gæster, hvor der ud over konferencesporet med mere end 150 faglige indlæg, også bliver aktiviteter for studerende samt en udstilling med alt det nyeste indenfor maritim teknologi.
Du kan læse mere om WMTC 2021 HER
Redaktionen