Grenå satser på ny færgerute fra foråret
Grenå har langt fra opgivet planerne om en ny færgeforbindelse til Hundested. Grenå Havn forventer at kunne starte sejladsen på den ny færgerute, der har fokus på gods, op fra foråret næste år.
”Det er måske ikke gået så stærkt, som forventet, men vi har hele tiden arbejdet med planerne. Vi har set på overførselstallene og konstateret, at der lige nu ikke er de mængder, som der var før. Derfor har vi udskudt det lidt - det er ikke lige årstiden at starte en ny rute”, siger Søren Brink, havnefoged i Grenå, til dinby.dk.
”Til februar vil vi så komme med raketfart og arbejde med henblik på at starte til marts. Det er jeg overbevist om kan lade gøre”, siger Søren Brink.
Ifølge Søren Brink er der ikke lavet nogen endelig aftale med hverken investorer eller rederi, men der er seriøse drøftelser.
”Det skal være en fragtrute som tilgodeser vognmændenes behov. De vognmænd, der skal have transporteret gods mellem det nordkøbenhavnske område og området nord for Aarhus”, siger Brink.
Selv om gods får førsteprioritet, bliver der også mulighed for at medtage biler og campingvogne.
Kilde: Dinby.dk
Foto: hveiti.dk