Her er fremtidens fiskeindustrioperatører

Mandag den 7. august slog EUC Nord for første gang dørene op til den nye erhvervsuddannelse Industrioperatør med speciale i Fisk. 18 elever kan nu se frem til 2 års uddannelse med fokus på alt fra bakteriologi, fiskerikendskab og kvalitetssikring til styring af maskiner og truckcertifikat.
Højteknologisk produktion og et højt aldersgennemsnit blandt de ansatte giver et behov for kvalificeret arbejdskraft i fiskeriindustrien. Dette viste en analyse foretaget af Erhvervshus Nord, EUC Nord og Center for Arbejdsmarked i Frederikshavn Kommune støttet af Vækstforum i 2016. En analyse der nu er mundet ud i erhvervsuddannelsen Industrioperatør med speciale i Fisk. “Det er fantastisk at opleve den interesse, som den nordjyske fiskeindustri har vist for uddannelsen. Vi havde håbet på 16 elever. I dag er der startet 18 – og virksomhederne melder allerede nu om interesse i at underskrive kontrakter med elever til holdet, der forventes at starte januar 2018,” siger Marianne K. Vestergaard, erhvervskonsulent hos Erhvervshus Nord. I alt otte virksomheder i den nordjyske fiskeindustri har på nuværende tidspunkt kontrakt med lærlinge på den nye uddannelse. Særligt det faktum at gennemsnitsalderen i produktionen for de fleste virksomheder i fiskeindustrien ligger mellem 40 – 55 år betyder, at virksomhederne også kan se behovet for uddannelsen fremadrettet. “Mange virksomheder forudser, at de i løbet af de næste 5-15 år får en stor udskiftningsprocent. Dertil sker der en modernisering af produktionen, som giver et kontinuerligt uddannelsesbehov målrettet fiskeindustrien,” fortæller Marianne K. Vestergaard.
Uddannelsen består af et grundforløb samt et hovedforløb, der veksler mellem praktikperioder og skoleforløb. Fagene i uddannelsen indeholder blandt andet naturfag og it, produktionsformer og produktionsprocesser, kvalitetssikring og kvalitetsforståelse, sikkerhed og arbejdsmiljø, fødevaresikkerhed og hygiejne, rå- og færdigvarehåndtering. Efter endt uddannelsen får eleverne titlen Fiskeindustrioperatør.
Kilde: Erhvervshus Nord