Italien forsøger at få OW-chef udleveret
Det er endnu ikke lykkedes Italien at få udleveret Lars Bohn, der var chef for OW Bunkers globale salg til offentlige kunder. Nu forsøger de igen. I næste uge skal udleveringssagen behandles i Østre Landsret, og her henviser italienerne til en to uger gammel dom fra Storbritannien som begrundelse for at få Lars Bohn udleveret.
”Italienerne har sendt os den nye dom fra Storbritannien og noget yderligere bilagsmateriale, som gør, at vi står i en helt anden situation, end da sagen var for byretten”, siger Kjeld Johansen, senioranklager fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.
Lars Bohn undgik at blive udleveret, da sagen var for byretten, fordi dommeren vurderede, at afsoningsforholdene i Italien er så dårlige, at det er på kanten af at stride imod menneskerettighederne.
I den to uger gamle britiske sag fastslog den britiske domstol dog, at afsoningsforholdene i Italien nu er blevet bedre, så det ikke længere strider imod menneskerettighederne.
Lars Bohn var i 2010 ansvarlig for, at OW Bunker vandt en opgave med at levere bunkerolie til den italienske flåde. OW Bunker havde imidlertid ikke selv et kontor i Italien og lod derfor handlen foregå via den italienske mellemhandler Global Chemical Broker, som bare aldrig leverede bunkerolien til flåden. OW Bunker sendte alligevel en faktura afsted til flåden på 55 millioner kroner.
Det skete, fordi OW Bunker havde fået bekræftelse på, at ordren var leveret. Flåden havde kvitteret for modtagelsen, en uafhængig kontrolinstans havde kontrolleret kvaliteten, og Global Chemical Broker havde fremvist en kvittering på, at de havde leveret olien.
Kilde: Dagbladet Børsen