J. Lauritzen har udpeget ny COO
Med udnævnelsen af Thomas Wøidemann til ny COO i J. Lauritzen har rederiet valgt en erfaren mand fra egne rækker. Thomas Wøidemann har i de sidste seks år være chef for Lauritzen Kosan og siden Peter Borups fratræden i marts i år også interimchef for Lauritzen Bulker.
“Udnævnelsen skal ses i lyset af vores strategiske ambition om at blive den teknologisk avancerede, fokuserede og ledende operatør i handysize tørlast og segmentet for mindre gastankskibe,” siger CEO Mads P. Zacho, der kalder Thomas Wøidemann for “den ideelle kandidat til at fremme vores strategiske mål”.
Den nye COO er 43 år gammel og har været shippingelev i J. Lauritzen. Siden har han arbejdet som skibsmægler i Atlas Marine i Houston, Texas, inden han i 2002 kom til Lauritzen Kosan, hvor han voksede i graderne, indtil han fik det fulde ansvar for aktiviterne i 2011.
Thomas Wøidemann tiltræder sin nye stilling 1. juli.
Kilde: J. Lauritzen