Kina: USA “åbner ild” mod verden med told
Kina skærper retorikken mod USA dagen inden, de bebudede toldsatser mod Kina træder i kraft. USA “åbner ild” mod verden med de truende told-satser, advarer en talsmand for det kinesiske handelsministerium. Kina vil ikke “affyre det første skud”, men vil slå tilbage straks, når tolden træder i kraft.
Efter planen går præsident Donald Trumps handelskrig mod Kina i gang kl. 5.01 i morgen dansk tid, når USA lægger told på import for 34 mia. dollar fra Kina. Straks efter vil Kina svare igen med told på amerikanske varer - og så har den amerikanske præsident truet med at eskalere konflikten med told på varer for helt op mod 450 mia. dollar, skriver Reuters.
På en pressekonference i dag advarede en talsmand for det kinesiske handelsministerium om, at den amerikanske told vil ramme de internationale forsyningslinjer, inklusiv udenlandske selskaber i Kina.
“Hvis USA implementerer tolden, vil den ramme selskaber fra alle lande, inklusiv kinesiske og amerikanske virksomheder. USA´s skridt vil grundlæggende angribe verdens forsynings- og værdikæder. Helt enkelt sagt vil USA åbne ild mod hele verden, inklusiv sig selv,” sagde talsmanden.
Han underbyggede sin pointe med oplysningen om, at tolden på eksport for 34 mia. dollar for 20 mia. dollars vedkommende vil ramme udenlandske virksomheder i Kina. Heraf er 59 pct. amerikansk ejede, påpegede han.
Det er fortsat usikkert i hvor høj grad handelskrigen i første omgang vil ramme verdens containertransport, men ingen i industrien er i tvivl om, at en eskalering af potentiale til at kunne gøre rigtig ondt.
“Vi advarer mod alle typer af handelsrestriktioner. Handelsrestriktioner har negativ indflydelse på de globale forsyningslinjer og forbrugerpriser, ligesom på arbejdspladser i industrier og lande, der er afhængig af at have adgang til internationale markeder,” lød det således i en udtalelse fra Maersk Line i starten af juni.
Kilde: Reuters