Langt færre søfolk er gidsler hos piraterne
Fra januar og indtil nu er antallet af søfolk, der bliver holdt som gidsler af somaliske pirater, faldet fra 750 til 401 - altså tæt på en halvering. Samtidig fører nu kun et ud af otte angreb til en kapring. For et år siden var det tilsvarende tal et ud af 4,5 angreb.
Tallene stammer fra en opgørelse foretaget af International Maritime Bureau (IMB) og EU’s Naval Force den 20. juni.
”I foråret har vi ikke været så passive som tidligere. Vi har haft en relativ robust tilgang til piraternes moderskibe. Vi har ligget tæt på den somaliske kyst og i virkeligheden taget en del af problemerne i deres begyndelse”, siger kontreadmiral Finn Hansen, chef for Søværnets Operative Kommando, til Morgenavisen Jyllands-Posten.
I løbet af perioden fra januar til juni har det danske krigsskib Esbern Snare opbragt og destrueret otte pirat-moderskibe og sammenlagt befriet 36 gidsler.
Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten