Løft til toldområdet skaber glæde
SKAT skal splittes op i syv områder, herunder en Toldstyrelse. Det er en del af regeringens plan for en genopretning af skatteområdet. Både Danmarks Rederiforening og Danmarks Skibsmæglerforening glæder sig over, at der prioriteres ressourcer til implementering af det nye EU-toldkodeks.
”Vi hilser skatteministerens ændringer på told velkommen. Det skal styrkes, så Danmark i højere grad end i dag kan påvirke udviklingen på toldområdet i EU. Vi står overfor store ændringer med administration af toldreglerne, så det er rigtigt at afsætte tilstrækkelige ressourcer til at få det ganske store arbejde på skinner. De mulige fordele må ikke blive undergravet af praktiske problemer ved implementeringen af det fælles EU-toldkodeks,” siger Peter Olsen, transportpolitisk chef i Danmarks Rederiforening.
Med de nye ændringer tilføres knap syv milliarder kroner og 1.000 ekstra medarbejdere til SKAT frem mod 2020. Samtidig bliver SKAT splittet op i syv styrelser, hvor Toldstyrelsen er den ene. Ændringerne betyder, at der tilføres toldområdet mere end en milliard kroner til flere medarbejdere og bedre it. Det er nødvendigt, da man skal omlægge systemerne i forbindelse med et nyt EU-toldkodeks.
”Velfungerende toldsystemer er afgørende rammer for Danmarks im- og eksport, og en succesfuld digitalisering kræver myndighedernes og politikernes fokus. Det stoler vi på, at vi får med det nye tiltag”, siger Jesper Sebbelin, sekretariatschef hos Danmarks Skibsmæglerforening.
Kilde: Danmarks Rederiforening