Maersk Drilling indgår stor norsk kontrakt
Selv om der er tre år til, at Maersk Drilling tager levering af to nye ultra harsh environment jack-up rigge, som selskabet bestilte hos Keppel i februar, har Maersk Drilling allerede skaffet arbejde til den første rig.
Maersk Drilling har indgået en aftale med from Total E&P Norge AS om, at en af de nye rigge skal udføre en række vanskelige og komplekse boringer for olieselskabet i Hild feltet i den norske del af Nordsøen.
Kontrakten løber over fire år, med start i 3. kvartal 2014. Aftalen, der har en værdi af 550 millioner dollar, indeholder en option på yderligere fire gange 1 år.
”Ordren, der er kommet i hus kun otte måneder efter at vi bestilte riggene, bekræfter vores tro på en øget efterspørgsel efter moderne rigge til det norske marked”, siger Claus V. Hemmingsen, CEO, Maersk Drilling.
De to nye XL Enhanced rigge er en videreudvikling af de eksisterende harsh environment rigge Mærsk Innovator og Mærsk Inspirer.
Kilde: Maersk Drilling