Maersk Interceptor borer på Ivar Aasen
Jack-up riggen Maersk Interceptor har startet et treårigt udviklingsprogram på Ivar Aasen feltet i den norske del af Nordsøen. Operatøren Det norske Oljeselskap har bestilt otte produktionsbrønde, syv injektionsbrønde og tre pilotbrønde.
Det Norske har indgået kontrakt for Maersk Interceptor, der er verdens største jack-up rig, i fem år med mulighed for forlængelse på yderligere to år. Oprindeligt skulle riggen hav boret de tre pilotbrønde tidligere, for at give yderligere oplysninger om feltet.
Ivar Aasen, der ligger vest for Johan Sverdrup feltet vurderes at indeholde 210 millioner tønder olieækvivalenter. Produktionen forventes at starte i 4. kvartal 2016 og kunne fortsætte i 20 år, afhængigt af olieprisen og produktionsudviklingen.
Maersk Interceptor er den anden i en serie på fire jack up rigge beregnet på at arbejde under hårde vejrforhold. De repræsenterer en samlet investering på 2,6 milliarder dollar. Kontrakten med Det Norske Oljeselskap har en værdi på 700 millioner kroner.
Kilde: Maersk Drilling