Maskinmestre til møder og afstemning
Maskinmestrenes Forening afholder i næste uge fire informationsmøder for sine medlemmer, om indholdet i det overenskomsttilbud, der torsdag blev sendt ud til vejledende urafstemning blandt de medlemmer, der er ansat på en DIS-overenskomst.
Maskinmestrenes Forening forhandlingsudvalg har, siden overenskomsttilbuddet blev modtaget i maj, afholdt fem medlemsmøder rundt omkring i landet, hvor den nye overenskomstpakke er blevet præsenteret og drøftet.
Tilbagemeldingerne herfra var, at hvis man kunne få fjernet uenighedsprotokollatet om skat/forårspakken 2.0, ville der være grundlag for at sende et nyt overenskomstforslag ud til vejledende urafstemning.
Rederiforeningens forhandlingsudvalg drøftede på et møde den 8. juni Maskinmestrenes Forenings ønske om at fjerne uenighedsprotokollatet om skat/forårspakken 2.0, og har meddelt, at de kan efterkomme Maskinmestrenes ønske.
Maskinmestrenes Forening skriver i en meddelelse til sine medlemmer, at man ønsker at forny og fastholde en kollektiv overenskomst med Danmarks Rederiforening og kan acceptere, at det sker uden enighed om en løsning på skattespørgsmålet, som det tidligere er set ved overenskomstfornyelserne for Sømændenes Forbund og CO-SEA.
Maskinmestrenes Forening ønsker denne løsning til trods for, at Danmarks Rederiforening har den holdning, at der med lønstigningerne er kompenseret for skatten. Men ifølge Maskinmestrenes Forening, afskærer det ikke foreningen fra fortsat at arbejde for, at søfarende under DIS reguleres i henhold til Folketingets skattepolitik.
Uanset om man stemmer ja eller nej til overenskomsten, er skattespørgsmålet udestående, og Maskinmestrenes Forening ønsker fortsat en kompensation for skattereformen. Foreningen arbejder derfor frem mod en løsning på skattespørgsmålet, og gerne i samarbejde med de øvrige søfarendes organisationer.
Maskinmestrenes Forening afholder i den kommende uge fire medlemsmøder rundt omkring i landet, hvor foreningen vil orientere om den nye overenskomstpakke, som er sendt til vejledende urafstemning.
Svendborg den 14. juni 2011 fra kl. 11.30 – 13.30 på Hotel Svendborg, Centrumpladsen 1, 5700 Svendborg.
København den 14. juni 2011 fra kl. 10.00 – 12.00 i Maskinmestrenes Forenings lokaler på Sankt Annæ Plads 16, 1250 København K.
Århus den 15. juni 2011 fra kl. 11.00 – 13.00, SAS Radisson Blu, Margrethepladsen 1, 8000 Aarhus
Middelfart den 16. juni 2011 fra kl. 11.00 – 13.00, Comwell Middelfart, Karensmindevej 3, 5500 Middelfart
Endelig stillingtagen til overenskomstpakken sker på bestyrelsesmøde i Maskinmestrenes Forening den 17. juni.
Kilde: Maskinmestrenes Forening