MHI Vestas får kæmpeordre i Holland
MHI Vestas Offshore Wind har indgået en betinget aftale om levering til to offshoreprojekter på i alt 680 MW i Holland. Borssele III & IV er på henholdsvis 330 MW og 350 MW. Det er ikke oplyst, hvilken type møller, der skal benyttes.
”MHI Vestas Offshore Wind har underskrevet en betinget aftale om offshoreprojekterne Borssele III og IV i Holland. Projekterne vil i givet fald blive leveret af MHI Vestas Offshore Wind og vil ikke indgå i Vestas Wind Systems A/S’ ordrebeholdning”, skriver Vestas Wind Systems A/S i en børsmeddelelse.
Et komsortium bestående af Shell, Eneco, Van Oord, og Diamond Generating Europe (et 100 % ejet datterselskab af Mitsubishi Corporation) vandt i december 2016 budrunden om de to havmølleparker med en pris på 5,45 eurocent per kilowatt-time.
Konsortiet afslørede allerede dengang, at den foretrukne leverandør af vindmøllerne til Borssele III & IV var MHI Vestas Offshore Wind. Parkerne ventes opført i 2020.
"Hvis og såfremt projekterne udmønter sig i en fast og ubetinget ordre, vil Vestas offentliggøre en selskabsmeddelelse herom", skriver Vestas i meddelelsen.
Kilde: Vestas Wind Systems A/S og redaktionen