Netflix dramatiserer den berygtede Brilliante Virtuoso-svindelsag i dokumentarserie
I juli 2011hævdede ejeren af tankskibet Brilliante Virtuoso, at det var blevet angrebet af somaliske pirater, der med en bombe havde ødelagt skibet. Sagen blev oprullet af to journalister. Det viste sig at være forsøg på forsikringssvindel, der også omfattede et mord. Nu bliver det til en Netlix-serie
Den kommende serie vil blive baseret på bogen Dead in the Water, der er skrevet af de to journalister fra Bloomberg, der oprullede historien, skriver TradeWinds.
Sagen tog sin begyndelse, da skibet brød i brand - ifølge den græske skibsreder Marios Iliopoulos - efter pirater havde placeret en bombe i skibet, der blev bordet i Adenbugten.
En inspektør rejste kort efter hændelsen tvivl om, hvorvidt der nu også havde været tale om et piratangreb. Han rapporterede til forsikringsselskabet, at “der ikke var fundet beviser for en bombeeksplosion” på skibet.
Syv dage efter blev han dræbt af en bilbombe.
De involverede forsikringsselskaber tog sagen til retten med påstand om, at der var tale om et omfattende bedrageri.
Det 275 meter lange skib, der var vurderet til godt 13,5 mio. dollar på ulykkestidspunktet, var omfattet af en krigsrisikoforsikring på 77 mio. dollar. Og der var en gæld i tankskibet på 60 mio. dollar til den græske Piraeus Bank.
Dommen faldt ud til fordel for forsikringsselskaberne. Men så alligevel ikke.
De kom nemlig alligevel til at betale gælden i skibet og bjærningsomkostninger på et tocifret millionbeløb i dollar.
Årsagen til skibsinspektørens død blev aldrig undersøgt til bunds, og rederiet, der ejede skibet har konsekvent nægtet at have gjort noget forkert og har sat spørgsmålstegn ved rettens afgørelse.
Du kan se en video om bogen, der opruller svindlen her. Der er ingen oplysninger om, hvornår Netflix-serien er klar.