Nødlidende tankskib ankommet til Sassnitz
Tidlig søndag morgen ankom det nødlidende tankskib Eventin, der tilhører den russiske skyggeflåde, til bugten ud for den tyske havneby Sassnitz, hvortil det i nattens løb er blevet bugseret af flere slæbebåde.
De tyske myndigheder betragter hermed indsatsen som afsluttet.
Det 274 meter lange tankskib, der er lastet med godt 100.000 tons russisk olie, blev fredag ramt af blackout, mens det befandt sig i Østersøen nord for Rügen.
De tyske myndigheder igangsatte en storstilet redningsoperation, og det lykkedes tre bugserbåde at forhindre, at det drivende tankskib gik på grund.
Lørdag eftermiddag begyndte bugserbådene at slæbe Eventin i sikkerhed ved Sassnitz, men på grund af hård vind og bølger på op til 4 meters højde, foregik slæbet med meget lav fart.
Det vides ikke hvad der fremadrettet skal ske med det nødlidende tankskib, men det er forventeligt at de tyske søfartsmyndigheder vil gennemføre en havnestatskontrol om bord, og kræve at eventuelle problemer bliver løst inden tankskibet får tilladelse til at sejle videre.
Eventin var undervejs fra Ust-Luga til Port Said fuldt lastet med russisk olie, da det blev ramt af blackout.
-mauh