Ny rapport om autonome skibe
En ny rapport om regulering af autonome skibe, som Søfartsstyrelsen har offentliggjort, udpeger, hvor der er behov for ændringer. På den baggrund arbejder Søfartsstyrelsens videre med at gøre reguleringen klar til at håndtere nye forretningsmodeller og teknologier.
”Det er vigtigt, at Danmark og danske virksomheder er i front inden for teknologi og digitalisering. Udviklingen af autonome skibe går rasende hurtigt, og vi skal være på forkant. Men dele af lovgivningen i dag baserer sig på en tradition, der blev skabt, da vi sejlede for vind. Det holder ikke. Reguleringen skal ikke stille sig i vejen for autonome skibe, og derfor er rapporten, der er kommet, et vigtigt input til at bane vejen for denne nye teknologi”, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.
Autonome skibe skal være mindst lige så sikre som konventionelle skibe. Rapporten, der er udarbejdet af Rambøll og CORE Advokatfirma for Søfartsstyrelsen, giver en klar anbefaling om, at regulering på området bør foregå i internationalt regi og mere specifikt i IMO.
”Danmark er en stor søfartsnation og vi skal fortsat være fremme i første række ift. udvikling og tests. Der er tale om et globalt erhverv, og derfor er det vigtigt, at regulering og standarder for autonome skibe er internationale. Kun på den måde vil vi se en væsentlig global udvikling på området”, siger Brian Mikkelsen.
Rapporten giver en række konkrete anbefalinger til, hvordan Danmark kan smidiggøre og forberede reguleringen af autonome teknologier ved bl.a. at se på reguleringen om skibes bemanding, definitionen af begrebet skibsfører samt tilladelse for periodevis ubemandet bro og elektronisk udkig.
Rapporten fra Rambøll/CORE Advokatfirma ligger tilgængelig på Søfartsstyrelsens hjemmeside.
Kilde: Søfartsstyrelsen