Nybygget containerskib sidder fast på rev
Det kun 6 måneder gamle, maltesisk indregistrerede containerskib Kea Trader sejlede sent tirsdag aften på et skær, 50 sømil sydøst for Mare i Ny Kaledonien. Der er ikke konstateret udslip af olie fra skibet, og det er ikke i fare for at synke.
Kea Trader var, med en besætning på 18 mand, på vej fra Papeete til Noumea da det af endnu ukendte årsager ramte skæret.
Bjærgningseksperter er fløjet ud til skibet med helikopter, og de melder at situationen om bord er stabil. Eksperterne skal nu sammen med skibets forsikringsselskab udarbejde en bjærgningsplan der skal godkendes af de lokale myndigheder.
Key Trader blev leveret fra Guangzhou Wenchong Shipyard så sent som i januar. Containerskibet har en kapacitet på 2.190 TEU.
Redaktionen