Ørsted i samarbejde om flydende havvind
Ørsted i samarbejde om flydende havvind med BlueFloat Energy - der er ekspert i flydende havvind, og Falck Renewables - der har specialiseret sig i dialog med lokalsamfund om landvindprojekter, med henblik på at udvikle flydende havvind i Skotland.
Foto:BlueFloat Energy.
I den kommende ScotWind-udbudsrunde, der afholdes af Crown Estate Skotland, vil konsortiet byde på havbundsarealer, der egner sig til installation af anlæg til flydende havvind i stor skala.
"Ved at forene vores stærke kompetencer inden for projektudvikling, konstruktion og drift med et team, der har unik erfaring med projekter inden for flydende havvind og en stærk lokal tilstedeværelse, kan vi give Skotland en spændende ny mulighed", siger Martin Neubert, Chief Commercial Officer i Ørsted.
I modsætning til traditionel bundfast havvindteknologi, hvor vindmøllen er monteret oven på en konstruktion, der er fastgjort til havbunden, bruges der til projekter inden for flydende havvind flydende fundamenter, der er forankret til havbunden med fortøjningsliner, så man kan placere projekterne på dybere vand længere væk fra kysten.
BlueFloat Energy er dannet af et team af eksperter inden for flydende havvind og er blandt de projektudviklere i hele verden, der har den mest omfattende viden om og største praktiske erfaring med at gennemføre projekter inden for flydende havvind.
"Flydende havvind er en spirende industri, og vi er glade for partnerskabet med Ørsted. Det styrker vores kompetencer og skaber et konsortium, der vil stå stærkt i et meget konkurrencepræget ScotWind-udbud”, siger Carlos Martin, BlueFloat Energys administrerende direktør.
Falck Renewables, der er noteret på den italienske fondsbørs, har været aktiv i Storbritannien siden 2002, hvor virksomheden i øjeblikket har en installeret kapacitet på 413 MW. Selskabet har ti vindmølleparker omkring i Skotland fra Kilbraur i Sutherland til Assel Valley i South Ayrshire og har sit driftshovedkvarter i Inverness.
"Ørsteds praktiske tilgang til at arbejde med lokalsamfund passer rigtig godt til vores 15 års erfaring fra Skotland med at udvikle projekter, der skaber økonomisk værdi for så mange som muligt lokalt, og vi er glade for de muligheder, som partnerskabet vil give for de skotske lokalsamfund og den skotske forsyningskæde", siger Richard Dibley, administrerende direktør for Falck Renewables Wind Ltd.
Redaktionen