O.W. Bunker udvider i Stillehavet
O.W. Icebunker Ltd, et datterselskab af bunkervirksomheden O.W. Bunker i Aalborg, indsætter nu et stort bunker tankskib i Stillehavet. Det nye bunkerskib vil arbejde som en flydende tankstation, der kan optanke skibe langt fra havn.
Det er et topmoderne, dobbeltskroget tankskib på 6.400 dwt, O.W. Icebunker nu indsætter i farvandet ud for Sydamerika. Ophelia er udstyret med to store tanke og moderne udstyr til at blande og teste olie.
Målgruppen er skibe med let forgængelige produkter ombord, der gerne vil spare den tid det tager, at gå i havn for at tanke op. F.eks. reeferskibe, trawlere eller fabriksskibe.
Rederiet vil løbende informere sine kunder om, hvor Ophelia befinder sig, hvilken rute det sejler, og hvilke produkter der befinder sig ombord.
O.W. Icebunker Ltd, der er et seks år gammelt rederi ejet af Wrist Gruppen, har specialiseret sig i netop denne type skibe, og driver allerede i dag en tilsvarende service i Atlanterhavet.