Piraterne har udviklet en ny taktik
Torsdag angreb pirater for anden gang i kobbel, og varsler dermed endnu et skift i den taktik piraterne anvender, når de forsøger at kapre handelsskibe. Angrebet fandt sted i Det Røde Hav ud for Eritreas kyst.
I en meddelelses sendt til maritime medier, advarer det anerkendte sikkerhedsfirma Neptune Maritime Security om, at angrebet - der er det andet af sin art - kan være et forsøg fra piraternes side på at komme til at kapre skibe, på trods af de bevæbnede vagter som mange skibe i dag er udstyret med, når de sejler gennem piratfyldt farvand.
Ved at angribe i kobbel med op til 12 skibe på én gang, gør piraterne det svært for skibene at afvise angreb fra så mange sider på en gang.
Ved det seneste angreb, der gik ud over en unavngivet fragtskib, deltog der 7 piratfartøjer, der hver var bemandet med tre til fem bevæbnede pirater, i alt omkring 20 - 30 pirater.
Besætningen om bord på fragtskibet blev dog hurtigt opmærksomme på faren, og kaptajnen gav ordre til aktivere skibets forsvarsmekanismer, samtidig med at hovedparten af besætningen søgte ly i citadellet.
Piraterne valgte derefter at afbryde deres angreb.
Angrebet fandt sted meget tæt på det sted, hvor det første angreb i kobbel skete den 7. august. I det første kobbelangreb deltog ikke færre end 12 piratfartøjer med sammenlagt over 60 pirater.
Om der er tale om en ny taktik fra piraternes side, eller blot en følge af monsuntiden er det endnu for tidligt at sige, skriver Neptune Maritime Security - der dog finder det vigtigt, at skibsfarten advares imod muligheden for et ændret mønster i piraternes adfærd,
Kilde: Neptune Maritime Security