Redere betaler millioner for at springe køen over
Panamakanal-myndigheden tilbyder nu auktioner, hvor skibe mod betaling kan rykke frem og komme hurtigere gennem den for verdenshandlen vigtige passage.
“Du kan slippe forbi køen, men det er utrolig dyrt!” Sådan lød det fra topchefen i Advance Gas, Øystein Kalleklev tidligere på ugen, skriver det norske medie E24. no.
Kanalmyndigheden har nemlig indført auktioner for dem, der ønsker at komme foran i køen, og priserne er ifølge Kalleklev steget hurtigt.
“Den samlede pris nærmer sig nu tre mio. dollar - ca. 20 mio. kr. - for at få skibene igennem,” sagde topchefen i Advance Gas.
De højeste bydere på auktionerne er ofte skibe, der fragter LNG, oplyser kanalmyndigheden til nyhedsbureauet Bloomberg.
Det er den reducerede vanddybde i Panamakanalen på grund af tørke, der har lagt begrænsninger på det antal skibe, der dagligt kan passere kanalen, og det har drevet priserne op.
Panamakanalen er den primære rute for 57,5 pct. af den samlede last, der transporteres i containerskibe fra Asien til USA´s østkyst.
Den 29. august ventede i alt 135 fartøjer på at sejle gennem kanalen. Af dem havde 53 pct. i forvejen reserveret plads og vil passere uden forsinkelser, mens de øvrige må vente i ni til ti dage, inden de får lov - mod den normale fem dage lange ventetid, oplyser Panamakanal-myndigheden.
Med mindre de altså betaler for hurtigere passage.
-emte