Trump fjerner kvindelig admiral
Den højest placerede kvinde i det amerikanske forsvar, admiral og øverstkommanderende over US Coast Guard, Linda Fagan, er blevet fjernet fra sin post af den nytiltrådte amerikanske præsident Donald Trump.
Fyringen sker angivelig i forlængelse af et af de dekreter som Donald Trump underskrev umiddelbart efter sin tiltrædelse.
Dekretet tilbagekalder et dekret udstedt af tidligere præsident Joe Biden, der havde til formål at fremme mangfoldighed, lighed, inklusion og rettigheder for etniske minoriteter samt LGBT+ borgere.
Der er ikke givet en officiel begrundelse for fyringen af den kvindelige admiral, der er den første kvinde der har stået i spidsen for et af de amerikanske værn.
Kilder der ikke har ønsket at stå frem, siger til flere amerikanske medier, at Trump ud over det kønspolitiske er utilfreds med, at Linda Fagan ikke har brugt langt flere ressourcer på at forhindre illegale immigranter i at komme ind i USA, og at hun har valgt at forfølge sager om sexuelle overgreb på US Coast Guard Academy.
-mauh