Over Atlanten med sejl og biofuel: Odfjell opnår markant resultat
Det norske rederi Odfjell har med kemikalietankeren Bow Olympus netop gennemført en transatlantisk sejlads med vindassisteret fremdrift og bæredygtigt biofuel – uden tekniske ombygninger - med markant resultat.
Bow Olympus opnåede en brændstofbesparelse på op til 40 pct. og en 85 pct. reduktion af CO2 udledningen på turen over Atlanten.. Foto: Odfjell
Bow Olympus opnåede på turen en brændstofbesparelse på op til 40 pct. og en 85 pct. reduktion af CO2 udledningen.
Sklbet er udstyret med fire 22 meter høje suge-sejl, som sammen med en ny AI-baseret ruteplanlægning udnyttede vindforholdene optimalt.
Ifølge Erik Hjortland, VP Technology i Odfjell, oversteg resultaterne forventningerne:
“Selv under moderate vindforhold opnåede vi 15-20 pct. energibesparelse – svarende til fem tons brændstof og 15 tons CO2 sparet dagligt. Vi har set op til 40 pct. reduktion på dele af rejsen.”
Biofuelen, der blev bunkret til denne testsejlads, er fremstillet af certificeret affaldsbaseret biomasse og godkendt af både IMO og EU. Brændstoffet blev anvendt i eksisterende motorer uden tekniske ændringer.
“Denne kombination af sejl og biofuel bekræfter, at CO2-neutral oceangående skibsfart er teknisk muligt – og 25 år foran tidens klimamål,” fastslår Hjortland.
Odfjell har de seneste ti år installeret over 140 energieffektive tiltag, hvilket har reduceret rederiets CO2-udledning med 53 pct siden 2008. Med Bow Olympus-projektet tester rederiet nu næste generation af grønne løsninger, mens det bevarer fleksibilitet i forhold til valg af fremtidens brændstoffer.
-emte
Fakta – Bow Olympus’ grønne sejlads
- Skib: Bow Olympus, 49.000 dwt, bygget 2019
- Fremdrift: 4 x 22 m suge-sejl + 100 % biofuel
- Brændstofbesparelse: Op til 5 ton/dag
- CO₂-reduktion: Op til 15 ton/dag
- GHG-intensitet: 85 % lavere end konventionelt brændstof
- Mål: At opfylde IMO’s klimamål længe før 2050
Kilde: Odfjell