Redere: Regeringsgrundlag lover godt
Danske Rederier erklærer sig “postiv” over for den nye SVM-regering og ser frem til et tæt samarbejde om blandt andet vækstmuligheder inden for skibsfarten, øget fart på den grønne omstilling og udbygning af havvind, elinfrastruktur og produktion af grønne brændstoffer.
”Først og fremmest skal der lyde et tillykke til den nye regering. Jeg ser frem til at arbejde sammen med en regering, som favner så bredt, og jeg tror, at det kan blive gavnligt for os i skibsfarten med den nye konstellation,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.
Regeringsgrundlaget indeholder ifølge Danske Rederier flere tiltag, som kan bidrage til at fastholde og udvikle Danmarks position som førende skibsfartsnation.
Fremhæves bliver bl.a. ambitioner om vækstplaner for styrkeerhverv – herunder søfart, styrkelsen af udenrigstjenesten, som er gavnligt for frihandel og klimadiplomati samt ambitionerne om at øge arbejdsudbuddet.
Tiltag, som Danske Rederier kan bakke fuldt ud op om, hedder det i en pressemeddelelse efter offentliggørelsen af regeringsgrundlaget.
Danske Rederier mener, at regeringen også bør fokusere på skibsfartens rammevilkår i en turbulent tid.
“Verden er i forandring, og stabiliteten i verden er udfordret. For skibsfarten er det først og fremmest vigtigt, at der er ro om rammevilkårene, så vi forsat kan konkurrere på lige vilkår og ved, hvad vi har at gøre med. Og så har vi en ambition om at drive den grønne omstilling inden for skibsfart og gribe de nye markedsmuligheder, der byder sig. Og her har vi også brug for regeringen,” siger Anne H. Steffensen.
Kilde: Danske Rederier.