Rift om at bygge verdens første skibstunnel
Den norske Kyststyrelse har sendt bygningen af verdens første skibstunnel ved Stad i prækvalifikation, og ved tidsfristens udløb har seks selskaber tilkendegivet, at de ønsker at deltage i den kommende budrunde.
Det drejer sig om to norske selskaber, et spansk/norsk konsortium, et fransk selskab og to kinesiske selskaber.
Kyststyrelsen vil nu gennemgå de pågældende selskaber for at undersøge, om de opfylder kvalifikationskravene.
”I prækvalifikationen vil vi udover at sikre, at de har de nødvendige certifikater med mere, vurdere bydernes tekniske og faglige kvalifikationer, og om de har tilstrækkelig erfaring fra lignende opgaver som i skibstunnelprojektet”, siger Harald Inge Johnsen, projektleder for Stad skipstunnel i Kystverket, til Kystmagasinet.
”Den største udfordring for entreprenørerne bliver nok elementerne til tunnelen. De bliver lige så store som tunnelrummet indeni, det vil sige 50 meter høje og omkring 40 meter brede. Den er cirka syv gange højere end en almindelig vejtunnel”, siger Harald Inge Johnsen.
Når evalueringen af de selskaber der ønsker at byde på opgaven, er gennemført i løbet af næste måned, indbydes de bedst kvalificerede til at afgive bud. Den endelige kontrakt ventes underskrevet i efteråret med byggestart primo 2026.
-mauh