Rolls-Royce fornyer forskningssamarbejde
Rolls-Royce Marine i Norge etablerede for 10 år siden et forskningscenter sammen med de norske forskningsinstitutioner NTNU og Marintek. Samarbejdet drejer sig om udvikling af maritim højteknologi og har været en så stor succes, at parterne nu har fornyet aftalen.
”Dette er et virkelig godt eksempel på, hvordan forskning og udvikling bidrager til udvikling af stærke erhvervsklynger. Målet med samarbejdet i Trondheim er at styrke forskningen inden for områder, som er strategisk vigtige for Rolls-Royce og har potentialet til at blive kommercialiseret”, siger Rune Garen, director of propulsion research and technology hos Rolls-Royce.
Rolls-Royce University Technology Centre (UTC) forsker blandt andet i, hvordan skibe og fremdrivningssystemer opfører sig under ekstreme forhold på havet. Centret er det eneste af sin slags i Norge og kun et ud af to i Norden, hvor det andet er det tekniske universitet Chalmers i Göteborg. Rolls-Royce har etableret 31 sådanne UTC-centre rundt omkring i verden.
Samarbejdet bliver delfinansieret af Rolls-Royce, som betaler mellem 25 og 40 procent af omkostningerne, og derudover modtager centret også støtte fra det norske forskningsråd. Der er i dag syv forskere og fire ph.d.-studerende knyttet til centret.
Kilde: Rolls-Royce Marine