Sea Installer færdig med stor opgave
A2Seas fartøj til installation af vindmøller Sea Installer har afsluttet opgaven med at opstille vindmøller i offshore-vindmølleparken West of Duddon Sands ud for Irland. I alt 108 møller har Sea Installer været med til at stille op, og inden da hjalp fartøjet med at placere 30 fundamenter.
”Det er en fremragende præstation af besætningen ombord på Sea Installer, projektteamet og vores kollegaer hos Siemens Wind Power. Det er et rigtigt eksempel på vores teambuilding-kultur i A2Sea”, siger Jens Frederik Hansen, adm. direktør for A2Sea.
Den første vindmølle blev installeret den 27. september sidste år, og efter en lang og kold vinter havde Sea Installer travlt med at installere hele 44 møller på kun 63 dage, inklusive den tid det tog at laste møllerne i Belfast.
Offshore vindmølleparken West of Duddon Sands er placeret i det østirske hav, cirka 14 kilometer fra kysten ved Walney Island, Cumbria. Det er et joint venture mellem Dong Energy og Scottish Power Renewables, og offshoreparken forventes at være fuldt funktionsdygtig i slutningen af året.
Sea Installer er nu på vej tilbage til Frederikshavn, hvor fartøjet skal gøre klar til næste opgave, som bliver den tyske offshore vindmøllepark Borkum Riffgrund 1. Her skal der opstilles 77 Siemens 4.0 MW møller.
Kilde: A2Sea