Sejladssikkerheden i Øresund styrkes
Fra den 1. september 2011 udvides det IMO godkendte skibsrapporteringssystem Soundrep, så det fremover omfatter hele Øresund. Fra VTS centret i Malmø drives Soundrep som et dansk/svensk joint venture mellem Farvandsvæsenet og Sjöfartsverket
Det dansk/svenske samarbejde blev indgået i 2006 og VTS centret har været operativt siden 2007. Det årlige antal skibe der passerer gennem Øresund er 33.000-35.000, og i gennemsnit forekommer der årligt 50-70 hændelser, hvor Soundrep aktivt har bidraget til at undgå ulykker, herunder primært potentielle grundstødninger.
Hidtil har Soundrep moniteret sejladsen i den centrale del af Øresund, men med udvidelsen af området er målet, at sejladssikkerheden kan forbedres i hele Øresund.
Specifikt forventes det, at man via den forøgede monitorering, vil kunne konstatere en bedre overholdelse af trafiksepareringssystemet ved Falsterbo, og at information til skibene om trafikforholdene mellem Helsingborg og Helsingør kan bidrage til at forhindre risikable situationer.
Soundrep er et unikt koncept, idet skibsrapporteringssystemet er det eneste af sin slags i verden, hvor 2 lande samarbejder i fælles faciliteter for at monitere sejladssikkerheden og give råd og vejledning til skibene. I forbindelse med udvidelsen er antallet af VTS operatører i centret hævet fra 14 til 20 personer. Fordelingen af VTS operatører er ligeligt delt med henholdsvis 10 svenske og 10 danske. Herudover er der både en svensk og dansk manager.
Det vil som hidtil være alle skibe over 300 tons, der er pålagt at deltage i skibsrapporteringssystemet. Indtil nu har skibene primært skulle give oplysning om dybgang, planlagt rute gennem Øresund og bestemmelsessted. Fremadrettet skal de endvidere bl.a. oplyse om der er farligt gods ombord, idet EU har implementeret et såkaldt overvågningsdirektiv gældende for skibe, der sejler i de europæiske farvande. Direktivet siger bl.a., at skibe der sejler med farligt gods (gas, olie, kemikalier, ammunition mm.) skal oplyse det, når de sejler ind i et VTS område.
Yderligere information om Soundrep kan findes HER
Kilde: Farvandsvæsenet