Shipcraft afkræves urealistisk høj løsesum
Det danske rederi Shipcraft risikerer at måtte dreje nøglen om. Det sker som en følge af et dårligt fragtmarked, og et urealistisk højt krav om betaling af løsesum for seks af rederiets medarbejdere, der i mere end ti måneder har været holdt som gidsler af somaliske pirater.
Rederiet har ikke selv sat tal på den løsesum de er blevet afkrævet, for at piraterne vil lade seks af rederiets medarbejdere - heraf to danskere - rejse hjem. Men ifølge Ritzau lyder kravet på 15 millioner dollar - eller 80 millioner kroner.
”Det krav er helt hen i vejret. Det er alt for højt, og det skal meget længere ned, før der kan forhandles reelt”, siger direktør i sikkerhedsfirmaet Risk Intelligence, Hans Tino Hansen, til Ritzau.
Ifølge nyhedsbureauets oplysninger har piraterne nu i mange måneder fastholdt det samme, meget høje krav.
”Måske er tiden inde til, at piraterne begynder at forholde sig til virkeligheden og indser, hvad det er for et rederi, de har med at gøre”, siger Fritz Ganzhorn, direktør i Søfartens Ledere til Ritzau.
Han tilføjer, at regnskabsmeddelelsen fra Shipcraft signalerer, at rederiet tager kravet alvorligt, og at det forventer, at sagen får økonomiske konsekvenser for selskabet.
Samtidig viser sagen, at små rederier som Shipcraft har det svært - både økonomisk og organisatorisk - når de havner i en kapringssituation.
Rederiforeningen af 2010 har tidligere kritiseret rederiet for ikke at gøre nok for at få de seks søfolk hjem. Efter regnskabsmeddelelsen er holdningen mindre skarp.
”Så vidt jeg kan forstå på Shipcraft, er det rederiets førsteprioritet at få gidslerne hjem”, siger sekretariatsleder i rederiforeningen Michael Wengel Nielsen til Ritzau.
Kilde: fyens.dk