Sidste B&W-nybygning solgt til ophugning
Det allersidste skib der blev smedet sammen på Refshaleøen i København, Ever Mighty, har sejlet sin sidste rejse. Sejladsen gik fra Haldia i Indien til Chittagong i Bangla Desh, hvor skibet nu er lavet om til genbrugsmaterialer.
Burmeister & Wain Skibsværfts nybygning nr. 957 blev leveret 20. marts 1996 og da var det helt slut med skibsbygning på Refshaleøen i København. Inden da havde B&W Skibsværft kæmpet for at overleve i et anstrengt marked og med indskrænkninger i de finansielle muligheder.
Direktør Jens Stephensen - og hans forgængere på posten - forsøgte at argumentere med, at der skulle bygges op mod 1.000 nye skibe hvert eneste år. B&W i København skulle bare lande fire til fem af de mange skibe for at holde gang i fabrikken. Jens Stephensen brugte bl.a. også muntre argumenter med, at det der blev brugt på kunststøtte i Danmark, sagtens kunne holde et skibsværft som B&W i gang, og at han i øvrigt betragtede nybygningerne fra værftet som kunst - installationskunst i verdensklasse.
Lige lidt hjalp det i de cirkler, hvor opbakning var nødvendig, så der var kun at lukke og slukke og sende de sidste af de navnkundige B&W-arbejdere hjem til en usikker tilværelse.
Læs hele artiklen om Ever Mighty i den nye udgave af Magasinet Maritime Danmark ved at klikke på siden herunder: