Skagen Havn satte nye rekorder i 2023
Skagen Havn overgik egne forventninger i 2023 og slog sidste års historiske resultat med et par millioner.
Havnen på toppen af Danmark nåede en omsætning på 81,8 mio. kr. og et resultat på 28,7 mio. kr., hvilket er knap 2 mio. kr. bedre end sidste års rekordresultat på baggrund af en vækst i omsætningen på godt 3 mio. kr.
Successen kommer ifølge havnen som et resultat af målrettede investeringer i infrastruktur og faciliteter gennem flere år - og således ikke en enkeltstående præstation, “men et resultat af en langsigtet vision og målrettet arbejde,” pointerer bestyrelsesleder for Skagen Havn, Niels Arnold Lund i en pressemeddelelse.
Administrerende direktør, Willy Bent Hansen, glæder sig over resultatet og understreger betydningen af den positive udvikling på tværs af alle forretningsområder, som har været med til at forme Skagen Havn til den virksomhed, den er i dag.
“Med en øget aktivitet har havnens drift vist sig at være rigtig effektiv og fleksibel, hvilket har haft en betydelig indvirkning på bundlinjen,” siger Willy Bent Hansen og påpeger vigtigheden af kontinuerligt at udvikle organisationens kompetencer og ressourcer for at sikre at kunne levere de bedste løsninger til havnens kunder.
-emte