Slut med større og større skibe
Den anerkendte shippingøkonom Martin Stopford mener, at tiden er ved at rinde ud for tendensen med at bygge større og større skibe. Det kan simpelt hen ikke betale sig. Det var en af hans konklusioner ved en konference i Singapore, hvor han belyste de sidste 50 års udvikling inden for shipping.
Hvis man øger et 35.000 dwt tørlastskibs kapacitet med 5.000 dwt, giver det en omkostningsbesparelse pr. enhed på 12,5 procent. Men hvis man øger et 140.000 dwt skibs kapacitet med 5.000 dwt, giver det en besparelse pr. enhed på sølle 2 procent, og så har man besværet med at skulle bruge både tid og penge på at bygge det større skib.
Martin Stopford, direktør i Clarksons Research Services, mener, at den mekanisering, man har set inden for shipping i de sidste 50 år, hvor man har bygget større og større skibe, er ved at været udtømt. Gevinsten ved at bygge endnu større er ved at blive for lille.
I stedet vil man fremover se, at den næste store udviklingsbølge inden for shipping bliver it. Skibsfarten skal til at fokusere på smart anvendelse af sensorer, 4G-netværk, cloud computing og meget mere.
Martin Stopford er i øvrigt en meget benyttet foredragsholder, også i København kan man af og til opleve ham på konferencer, senest i slutningen af januar på Copenhagen Blue Business & Shipping Conference, hvor han gennemgik de vigtigste overordnede tendenser i skibsfarten.
Kilde: Seatrade Global